Vidnesbyrd

Gud kan - Anna Christensen
Bøn kan flytte bjerge

Jackson Wilson var en negerdreng på 16 år, født 1 Tennessee. Til trods for, at han var så ung, befandt han sig i en celle i et fængsel i Texas, uden selv at kunne forstå grunden hertil.

Hans forældre var fattige og arbejdede hårdt på en lille, mager jordlod. Da Jackson var 12 år gammel, fik han plads hos dr. Robert Hardisty, hvor han skulle passe haven. Han var meget ihærdig og håbede at tjene så meget, at han en dag kunne hjælpe sine forældre til at få en bedre jordlod. Doktoren opbevarede hans sparepenge for ham, og det var med en vis stolthed, at han hver måned kunne sætte lidt mere ind på bankbogen. "Sig det ikke til nogen,"" rådede den gamle, venlige doktor ham, "for hvis nogen af byens lediggængere hører, at du sparer penge, ved man aldrig, hvad de kan finde på.""

En sommerdag var der stort røre i doktorens hjem. "Jackson,"" sagde doktoren, "jeg kan fortælle dig, at jeg skal rejse til New York, og jeg kommer ikke tilbage før om et år. De første tre måneder skal jeg ud på en turistrejse sammen med min søster, og derefter en tur til Europa. Jeg håber ved min tilbagekomst at finde haven i god orden; men jeg må se dig på mit kontor, inden jeg rejser." Jackson fulgte med ind på kontoret, hvor doktoren overgav ham alle sparepengene, ialt 200 dollars, idet han sagde: "Det er bedre at du får dem, inden jeg rejser; men sig ikke noget om det, før du har anbragt dem på et sikkert sted." Jackson stak pengene dybt ned i sin lomme, hvorefter doktoren bød farvel.

Det blev imidlertid et problem for Jackson, hvor han skulle opbevare sine 200 dollars. Til sidst bestemte han sig til at rejse hjem og lægge dem i sin moders solide kuffert, indtil han havde tjent nok til at kunne købe det stykke jord, som han havde udset sig. Han købte billet til midnatstoget og stod på perronen og ventede på, at toget skulle komme ind. Som han stod dér, hørtes der inde fra billetkontoret en lyd, som fik ham til at vende sig, lige tidsnok til at se en mørk skikkelse forsvinde bagved bygningen. Jackson satte straks efter manden; men da han kom nær ind på ham, vendte denne sig og gav ham et slag i hovedet med en kølle, hvorefter Jackson faldt til jorden.

"Det er ham," sagde en rædselsslagen kontorassistent, idet han pegede på Jackson. "Det var ham, der slog min kammerat og flygtede med et bundt pengesedler." Et par politibetjente kom nu til, og den bevidstløse dreng blev båret bort. Nogle dage senere åbnede Jackson sine øjne og spurgte: "Hvor er jeg?" - "På fængselshospitalet," blev der svaret. Han var nemlig beskyldt for at have såret en kontorassistent og røvet 200 dollars fra billetkontoret. De havde jo også fundet netop den sum hos ham. Hvorfra havde han ellers alle disse penge? Hans forklaring blev fuldstændig afvist. Doktor Hardisty var på rejse, ingen vidste hvor han var. Der var ingen, som kunne bevise drengens uskyld, og det endte med, at han blev dømt til syv års fængsel for røveri og vold. To lange måneder var tilendebragt. Han tænkte på doktorens have, som nu måtte være fyldt med ukrudt. Senere blev han mindet om de gamle sange, som hans gode moder havde lært ham som barn. Han kunne næsten høre hendes stemme endnu, da hun sad ved hans side og formanede ham, inden han tog hjemmefra: "Du skal nu ud i verden, og der er mange onde mennesker, som vil søge at friste dig til at stjæle, drikke og meget andet ondt. Du må ikke lytte til dem, men hold dig nær til Herren, og Han vil bevare dig. Hvis du nogensinde kommer i vanskeligheder, husk, at Han er dig nær. Bøj dine knæ og fortæl Jesus alt, og Han vil sikkert hjælpe dig, hvis du slår din lid til Ham."

Drengen sagde nu ved sig selv: "Tænk, at jeg ikke huskede det før. Jeg har været så optaget af at tænke på min lille have, at jeg glemte min Herre."

Slåen for jerndøren blev pludselig skudt til side, og et par øjne blev fæstet på den knælende skikkelse. Den hårdhjertede fangevogter gik bort, idet han mumlede: "Beder! Hvad tror nummer 21, at det vil hjælpe ham?" Men han vidste ikke, hvad Jacksons moder vidste, og hvad Jackson selv inden længe skulle vide, at bøn kan flytte bjerge.

En dag blev nøglen stukket i låsen, og to vagtbetjente trådte ind i cellen: "Nummer 21, fængselsdirektøren ønsker at se dig med det samme. Nu skal du se, hvad du får for al din beden," drillede den ene. "Du tror vel ikke, at direktøren vil frigive dig?"

Han blev nu ført ind på direktørens kontor, hvor sollyset skinnede ind gennem de brede vinduer. "Kom herhen," befalede en dyb stemme. Jackson adlød. - "Du er Jackson Wilson, gartner hos dr. Robert Hardisty i denne by?" lød den dybe stemme. - "Ja, min herre," svarede Jackson. - "Du var beskyldt for røveri og vold og dømt til syv års fængsel?" - "Ja, min herre," sagde drengen med lav stemme. - "Vil du fortælle mig igen, hvad der hændte den dag?" - Jackson fortalte klart og enkelt alt, hvad der skete indtil det øjeblik, han fik slaget i hovedet. Der var dyb stilhed, da han var færdig, man kunne kun høre lyden af pennen, som kradsede hen ad papiret. - "Godt, Jackson, du må sætte dig ned." - "Er De tilfreds med dette, mine herrer?" - "Fuldstændig," lød det fra et dusin stemmer. Direktøren talte igen henvendt til drengen: "Jackson Wilson, jeg kan meddele dig, at et værdifuldt vidne i går ankom her til fængslet, og som resultat af hans udsagn er vi overbeviste om, at den forklaring, du gav ved den retslige behandling, var korrekt og sand, og at du på en falsk anklage er blevet dømt for røveri og vold." Der blev en pavse, hvorefter røsten fortsatte: "Du vil få lov til at forlade dette fængsel, så snart denne sag om din uforskyldte fængsling er bragt i orden. Og nu min dreng," stemmen blev pludselig mildere, "du har en ven, som venter med længsel efter at se dig." Jackson rejste sig langsomt, fremstammede en tak og fulgte vagten ud af værelset. De standsede udenfor døren, og før vagten forlod ham, sagde han i en lav, bevæget tone: "Jeg skylder dig en undskyldning. Din Gud er i sandhed en mægtig Gud!"

Med undren åbnede drengen døren og trådte ind. Et par hænder greb hans, og en kendt stemme sagde: "Velkommen, min dreng, min stakkels dreng!" - "Massa! Doktor Hardisty!" var alt, hvad drengen kunne fremstamme. Lidt efter lidt fortalte den venlige, gamle doktor, hvorledes han efter sin tre måneders turisttur var i færd med at gå ombord i et af de store Europa-skibe, da han pludselig til sin forfærdelse opdagede, at han havde efterladt sit pas derhjemme. "Jeg måtte da hjem - og fandt haven fuld af ukrudt. Kokken sørgede over dit fravær som en mor, der har mistet en søn. Hun var ikke længe om at fortælle mig det hele. - "Jeg fortalte politiet, at vor Jackson aldrig ville stjæle noget fra noget menneske," sagde hun, "men man smilede bare og sagde, at det kunne jeg fortælle dommeren, hvad jeg også gjorde, men dommeren ønskede bevis og ville ikke lytte til en stakkels gammel kvinde som mig. O Massa, jeg er i sandhed glad for at se Dem, og De kan nok få drengen ud af fængslet med det samme." - "Ja, det er sikkert, sagde jeg, og nu ved du resten." Så tilføjede doktoren leende: "Det var vel nok godt, at jeg glemte mit pas!""

"Gud hørte mine bønner," sagde Jackson, medens hans ansigt strålede af glæde. Lidt efter sagde han med vemod i stemmen: "Massa Hardisty, jeg var en slem dreng og glemte min moders ord, men i den forfærdelige celle huskede jeg pludselig, at hun havde sagt: "Min kære dreng, bøn kan flytte bjerge." Så bad jeg hver dag til Herren, og Han hørte min bøn. Massa Hardisty, Herren er underfuld og mægtig, og jeg kan ikke lade være at tænke: Hvorfor beder ikke alle mennesker?" - Ja, hvorfor?

Brug af denne hjemmeside © Et kald til bøn 2018 - design: O Madsen Media