Vidnesbyrd

Gud kan - Anna Christensen
Den forsvundne høne

Fru Tang, en kinesisk kvinde, havde en høne, som hver anden dag lagde et æg. Hun bad nu Gud om, at hønen hver dag måtte lægge et æg, og hun bestemte sig til, at hvis hendes bøn blev hørt, ville hun give hvert tiende æg til Herren.

En dag kom hun meget nedslået over på missionsstationen og sagde: "Missionær, du må bede med mig om, at Herren vil hjælpe mig og lade min høne komme tilbage, for den er sporløst forsvundet." Vi bad; men den næste dag kom hun igen og sagde: "Hønen er ikke kommet tilbage, vi må bede igen." Det gjorde vi; men den blev stadigvæk borte. Den tredje morgen sagde hun meget bedrøvet: "Endnu har den ikke indfundet sig." Skulle vi fortsætte at bede? Fornuften sagde, at hønen måske allerede var slagtet og spist, og hvis dette var tilfældet, ville det være tåbeligt vedblivende at bede Gud hjælpe os at finde den.

Kvinden kom igen den fjerde morgen. Var det mon ikke bedre at give hende penge til at købe en anden høne for? Men nej, jeg følte, at her gjaldt det et menneskes enfoldige tro, og den var dyrebar. Den femte og sjette morgen var der endnu intet tegn på, at vor bøn var hørt. "Jeg kan ikke forstå," sagde fru Tang, "hvorfor Herren ikke har hørt vor bøn; men jeg er overbevist om, at jeg skal få hønen tilbage." Vi bad igen, og fru Tang begav sig på vej hjem, idet hun stille bad: "Herre, hvor er min høne?" Som hun nu gik der på gaden og netop skulle dreje om et hjørne, opdagede hun pludselig en kvinde med en høne under armen, på vej til markedet, og hun råbte straks: "Det er min høne! Du må ikke sælge den!" Men den anden kvinde påstod på det kraftigste, at den var hendes, og således blev der snakket frem og tilbage, indtil en nysgerrig hob havde samlet sig for at lytte.

Til sidst foreslog en af de tilstedeværende den kristne kvinde, at hun hellere skulle henvende sig til gadefogeden, for at han kunne bedømme, hvem hønen tilhørte. Gadefogeden blev hentet; men hvordan kunne han afgøre dette? Den kristne kvinde bad: "Herre, vil du ikke nok hjælpe ham til at forstå, at hønen er min." Gadefogeden spurgte nu den anden kvinde, hvor længe hun havde haft hønen, hvortil hun svarede: "Jeg købte den, da den var en lille kylling, og nu, da den har vokset sig stor og fed, er jeg på vej hen at sælge den, for jeg trænger til penge." Derefter henvendte han sig til den kristne kvinde og spurgte, hvor længe hun havde haft den?" Jeg købte den, da den var ganske lille, og siden da har jeg passet den. En tid lang lagde den et æg hver dag, men for seks dage siden forsvandt den fuldstændig, og jeg er ganske sikker på, at det er min høne." Alle var spændte på, hvad afgørelsen ville blive. Fru Tang vedblev at bede i stilhed: "Herre, vis ham, at hønen er min."

De omkringstående ventede i stor spænding. Gadefogeden sagde derpå til den anden kvinde: "Sæt hønen ned her. Gå over til det hjørne og kald på den." Kvinden adlød og kaldte på den sædvanlige måde: "Gu-gu-gu," men hønen rørte sig ikke. Hun kaldte igen, men forgæves. Han henvendte sig nu til den kristne kvinde og sagde: "Nu går du derover og kalder på den." Medens hun gik bad hun igen: "Herre, lad den komme, når jeg kalder, for du ved, at det er min høne." Hun havde aldrig så snart sagt: "Gu-gu-gu," før den løftede vingerne og løb over til hende. Gadefogeden vendte sig derefter til den anden kvinde med de ord: "Vil du se at komme af sted, ellers sætter jeg dig i fængsel. Hønen ved, hvem den tilhører."

Fru Tang var lykkelig, da hun gik hjem med sin høne under armen. Næste dag, søndag, gik hun tidlig over til missionsstationen og fortalte den store nyhed. Efter prædiken var der offergang, og den taknemmelige, fattige kone gik frem og lagde nogle af sine små spareskillinger, samt tre æg på alterbordet, idet hun sagde: "Dette er takoffer til Herren, fordi Han besvarede min bøn."

Brug af denne hjemmeside © Et kald til bøn 2018 - design: O Madsen Media