Vidnesbyrd

Gud kan - Anna Christensen
Der skete noget da Ling May bad

Beddstefader Ma var en muhammedaner, en stolt og velhavende kinesisk landmand. Egnen, hvor han boede, var meget ufredelig, da der stadig var soldater, som kæmpede mod hinanden. De undså sig ikke for at ride deres heste over folks kornmarker, installere sig på gårdene og tage sig selv til rette med, hvad de fandt der af fødemidler og andet. Nogle måneder i forvejen havde Ma-familien haft et kompagni soldater, i virkeligheden banditter, boende der, og dette havde tæret på hjemmets velstand. Men det nyttede ikke at gøre indsigelser til kompagniets officer, for han var ikke i stand til at kontrollere sine mænd, heller ikke brød han sig en smule om, hvor meget de stjal.

Den otte-årige Ma Ling May var den gamle herres lille sønnedatter. Hendes forældre havde tilladt hende at gå i en kristen skole, hvor hun i sandhed havde lært at elske den Herre Jesus. Men der var ingenting, der gjorde hendes bedstefader mere vred end at høre Jesu navn blive nævnet og at vide, at Ling May bad til Gud. Han ønskede ikke noget af den slags i sit hus, og hvis han fandt hende i bøn, slog og sparkede han barnet. Til trods for dette fortsatte Ling May at bede og var sikker på, at Gud på en eller anden måde ville finde vej til hendes bedstefaders hjerte.

En dag, da hr. Ma var ude at gå en tur på bymuren, der er ligeså bred som en landevej, blev han meget forfærdet ved at opdage, at den bande soldater, som nogle måneder i forvejen havde plyndret byen, atter var på vej derhen. Han genkendte endog officeren, der red foran.

Hvad skulle han gøre? Han var sikker på, at soldaterne ville komme tilbage og plyndre hans hus, da de vidste, at hans hjem var det mest velhavende, hvor der både var fødevarer og andre nyttige sager. Der var tilsyneladende intet håb. Pludselig kom han til at tænke på Ling May. Plejede hun ikke at bede til Gud og sige, at Han hørte hendes bønner? Han skyndte sig hjem, og da han fandt hende, ruskede han hende hårdt og råbte: "Hvis du nogensinde har bedt, så må du bede nu. Soldaterne er på vej tilbage til os. Jeg har set dem fra bymuren, og de kan snart være her. Du siger, at din Gud hører bøn. Gå ind i det rum og bed om, at de ikke skal komme til vort hus!"

Han skubbede barnet ind i det tomme rum og slog døren i. Helt alene knælede den lille pige ned. Hendes mor var i det tilstødende værelse og hørte hende råbe til Gud om hjælp: "Himmelske Fader,"" sagde hun, "jeg er så lykkelig og taknemmelig, fordi bedstefader denne gang har befalet mig at bede. Før har han altid været vred og har slået og sparket mig, hvis jeg bad; men nu har han sagt, at jeg skal bede. Himmelske Fader, nu er det din chance! Vær så venlig at vise bedstefader, at du hører bøn og tillad ikke, at soldaterne kommer til vort hus, jeg beder om det i Jesu navn.""

Ikke længe efter havde soldaterne nået byen og kom trampende ned ad den gade, hvor Ma-familien boede. Den store træport, som førte ind til gården, stod åben, for hr. Ma vidste meget vel, at det ikke nyttede at lukke den, da de alligevel ville bryde ind. Officeren, som red foran, vendte sin hest lige mod den åbne port. Den lille pige bad stadig derinde "Himmelske Fader, lad ikke soldaterne komme til vort hus, nu er det din chance. Vis min bedstefader, at du hører bøn."

Blev hendes bøn hørt? Ja! Der skete noget ganske uventet. Mærkeligt nok ville hesten ikke gå ind. Den blev helt sky, strittede imod og slog ud med bagbenene, for fra den ene side til den anden. Det nyttede ikke, at officeren slog den og gav den sporerne. Den ville ikke gå ind. Så vendte officeren sig til sine mænd, idet han sagde: "Denne gård er fuld af dæmoner; vi kan ikke se dem, men hesten kan. Ingen får lov at gå derind!"" Hermed vendte han hesten og førte sine soldater til en anden del af byen.

Hvad hesten så, ved vi ikke; men vi ved, at tidligere, for mange år siden, var der et æsel, som absolut nægtede at gå fremad, til trods for, at dets herre, Bileam, slog det hårdt tre gange. Æselet så nemlig en Herrens engel med et draget sværd, som spærrede vejen; men Bileam så intet. Du kan læse om det i Gamle Testamente, 4. Mosebog, 22de kapitel.

Den næste dag gik bedstefaderen over til missionsstationen, og da han så missionæren, sagde han med dyb ydmyghed: "Tænk, at min lille sønnedatter hele tiden havde ret, og at jeg havde uret. Fortæl mig nu om den Gud, som således hører bøn, og lær mig at bede."

Brug af denne hjemmeside © Et kald til bøn 2018 - design: O Madsen Media