Vidnesbyrd

Gud kan - Anna Christensen
Hvordan hun lærte at tro på bøn

Fru Nash var bedstemoder til tre store piger, som sad og lyttede spændt, mens hun fortalte om mange af sine oplevelser. En af disse lød således:

"Da jeg var barn, holdt jeg meget af min kusine Edna og min fætter Gilbert. Jeg husker, hvilken glæde det var for mig, da jeg skulle få lov til sammen med min mor at besøge dem en hel måned i deres hjem.

Det var vinter. Jeg plejede ellers at være i skole på den tid, men det lagde sig sådan til rette, at jeg kunne være med. Jeg havde travlt med at få min kuffert pakket, for mine to dukker skulle da også med, og skolebøgerne måtte jeg heller ikke glemme.

Det var en herlig tid, som jeg aldrig kan glemme,"" sagde bedstemoderen, og hendes øjne strålede af glæde. "Der skete mange interessante ting, mens vi var der. Jeg skal særlig nævné en af disse:

Edna og jeg blev en dag sendt hen til den kære gamle fru Lane med en kurv fødevarer. Efter at vi havde tilbagelagt et godt stykke vej, fik vi endelig øje på det lille hus ved foden af en høj. Vinduerne var meget små, og døren sad skævt på de opslidte hængsler. Efter at vi havde banket på, hørte vi en svag stemme sige: "Kom ind."" Derinde så vi den gamle kvinde, som gik under navnet "Tante Lane", siddende i sin seng støttet af puder og med en meget slidt dyne over sig. "Har du det bedre i dag?"" spurgte Edna, idet hun satte kurven på bordet. - "Ja, min kære, meget bedre,"" svarede den gamle dame. "Sig til din mor, at smerterne er ikke nær så slemme, siden hun stoppede klude i revnerne ved vinduet.

Jeg havde meget ondt af hende og kunne ikke forstå, at nogen, som boede i et så elendigt hus, kunne være så sød, som hun var. Lidt efter sagde hun: "Herren er så god imod mig. Han hører, når jeg beder."" Med hånden på bibelen ved siden af sig tilføjede hun: "Jeg havde omtrent spist det sidste stykke brød, men jeg vidste, at Han ville sende mig mere.""

Ikke længe efter var vi på vej hjem. Jeg foreslog, at vi skulle gå igennem skoven. "Nej, nej!"" udbrød Edna, forundret over mit vovemod. "Det kan vi ikke." - "Jo, vi kan, det er meget nærmere,"" svarede jeg, og i næste øjeblik var jeg klatret op over gærdet, idet jeg råbte: "Kom bare,"" og Edna fulgte modvilligt efter. Skridt for skridt gik det gennem snedriver, men længere fremme var sneen ikke så dyb. Så kom vi til at tale om Tante Lane, hvor svært det måtte være for hende at bo i et så usselt hus. Til sidst sagde Edna: "Hun tror på bøn," og endte sætningen med at spørge: "Tror du på bøn?" - Jeg blev noget forlegen ved det spørgsmål og husker ikke, hvad jeg svarede, men jeg kom til at tænke på, at min lærerinde i skolen havde sagt noget om, at Gud hører sine børns bønner, men jeg troede ikke meget på det, hun sagde om bøn.

Men før vi nåede hjem, kom jeg til at tro på bøn. Jeg skal fortælle jer, hvad der skete: Efter at vi havde gået en lang vej, kom vi til en sti, som vi troede ville føre os hjem. Men efter at vi havde gået længe, udbrød Edna: "Dér er den gamle mølle," og pegede i retning af en faldefærdig bygning et stykke borte. Jeg tænkte ikke noget over det, før Edna havde fortalt, at hun havde hørt sin far sige, at den gamle mølle lå langt fra deres hjem. Jeg bekender, at jeg var meget bange. Mørket var ved at falde på, og jeg blev ikke mindre bange, da hun hviskede til mig: "Ved du, at der ofte er landstrygere, som holder til der? Tænk om der skulle være nogen dér nu?"

Jeg prøvede på at være tapper, men frygten overvældede mig, og jeg sagde: "Hvad skal vi gøre?" Jeg fortæller jer ærligt, at vi græd begge to. Jeg havde før hørt om, at børn var faret vild i skoven. "Der er måske også ulve,"" bemærkede Edna.

Vi fortsatte vor vandring, og jeg blev mere og mere nervøs. Pludselig kom jeg til at tænke på Tante Lane, hvorledes hun havde sagt, at Gud altid hørte hendes bøn, og jeg sagde meget alvorligt: "Lad os bede, Edna, lad os bede." Og der lige på stedet bøjede vi vore knæ med en snedrive på hver sin side og bad Gud sende os hjælp i vor nød.

Og ved I hvad der skete,"" sagde hun smilende, mens øjnene strålede: "Vi havde ikke rejst os fra bønnen, før vi hørte nogen ikke langt borte, og snart så vi en mand komme hen imod os. Jeg kan se ham endnu, den kære mand med det venlige ansigt, som forsøgte at trøste os og tog os med til sit hjem i nærheden.

Vi havde endnu en lang vej hjem, og efter at mandens hustru havde givet os aftensmad og en varm drik, spurgte hun sin mand, om han havde i sinde at køre os hjem den aften. "Nej," svarede den gode mand, "det er altfor koldt, du må hellere gøre en seng i stand til dem og lade dem blive natten over hos os. Så spænder jeg den gamle hest for slæden og kører hen og lader deres familie vide, hvor de er."

Mens Edna og jeg ventede i et andet værelse, indtil vor seng var blevet redt, hørte vi ham sige: "De kunne nemt have frosset ihjel, hvis ikke jeg havde fundet dem. Det var så underligt, da jeg, to minutter før jeg fandt dem, stod ved en skillevej og nær havde valgt den anden vej, men jeg blev alligevel ledet til at tage denne vej."

"To minutter før," gentog jeg, det var netop da Edna og jeg knælede ned og bad. Og I kan være forvisset om," sagde bedstemoderen, "at siden den tid véd jeg, at Gud hører og besvarer bøn."

(G. H.)

Brug af denne hjemmeside © Et kald til bøn 2018 - design: O Madsen Media