Artikler

Arbejde og bøn Af C. S. Lewis

Oversat af Ole Madsen

Selv hvis jeg gir dig ret og indrømmer at svar på bøn er teoretisk mulig, så skal jeg stadigvæk finde det usandsynlig, jeg tror ikke det er muligt at Gud har brug for vores dårligt informerede og modsættende råd fra os mennesker, om hvordan man styrer verden. Efter som han er alvidende, som du siger, ved han så ikke allerede hvad der er bedst? Og hvis han er helt igennem god, vil han så ikke gøre det om vi beder eller ikke?

Dette er sagen imod bøn, som har, i de sidste hundrede år, intimideret tusinder af mennesker. Det sædvanlige svar er at det kun angår den laveste form af bøn, den slags som indeholde at bede om ting for at få dem til at ske. Den højere form, er vi fortalt, tilbyder ingen råd til Gud; den indeholder kun kommunikation med ham; og de der tager denne linie synes at antyde at den laveste form for bøn i virkeligheden er en absurd form og at kun børn og barbarere ville bruge den.

Jeg har aldrig været tilfreds med det syn. Forskellen på de to slags bønner er en sund en; og jeg tror i det hele taget (jeg er ikke helt sikker) at den slags som beder for intet er højere og mere advanveret. At være i den tilstand som så eet med Guds vilje at du ikke ville ændre retningen livet går selv om du kunne , er sandelig en meget høj og advanceret form.

Men hvis en udelukker den laveste form, så følger to sværheder. For det første, en må sige at den hele historiske tradition for kristen bøn (inklusive Herrens bøn) har været fejl; for den har altid tilladt bønner for vor daglige brød, for lægedom for sygdom, for beskyttelse imod fjender, for omvendelse af verden udenfor, og des lige. For det andet, selv om den anden form er højere hvis du holder dig til den fordi du er nået udover ønsket at bruge noget andet, så er der intet særligt højt eller åndeligt ved at afstå fra bønner som beder om noget, ganske enkelt fordi du tænker at de er intet værd. Det gør en skøn ting (men igen, jeg er ikke absolut sikker) hvis en dreng aldrig bad om en kage fordi han var så fuld af høje tanker og åndelig at han ikke ville have nogen kage, at det var ingen grund til at bede. Jeg tror at hele sagen behøver genovervejning.

Sagen imod bøn (jeg mener den laveste og den gammeldags slags) er denne: Den ting du beder om er enten god . Fordi den er go for den hele verden generelt – eller så er den ikke. Hivs den er, så vil en god og viis Gud gøre det alligevel. Hivs det ikke er, så vil han ikke. I begge sager kan din bøn intet udrette. Men hvis dette argument er sund, sandelig så er det et arguement ikke kun imod bøn, men imod at gøre noget som helst?

I enhver handling, ligesom i enhver bøn, prøver du at bringe til virkelighed et resultat; og resultatet må være godt eller dårligt. Hvorfor, så, hvorfor argumentere vi så ikke som modstanderen for bøn arguemntere, og siger at hvis det ønskede resultat er godt, at Gud vil bringe det til at ske uden din medvirken, og at hvis den er dårlig, så vil han forhindre det i at ske uanset hvad du gør? Hvorfor vaske dine hænder? Hvis Gud ønsker dem rene, uden at du vasker dem. Hvis han ikke ønsker det, vil de forblive beskidte (som Lady MacBeth fandt), uanset hvor meget sæbe du så bruger. Hvorfor bede om salt? Hvor tage støvler på? Hvorfor gøre noget som helst?

Vi ved at vi kan agere og at vore handlinger producere resultater. Enhver som tror på Gud må derfor indrømme (særskilt fra spørgsmålet om bøn) at Gud ikke har valgt at skrive den hele historie med hans egen hånd. De fleste af events som sker i universet er sandelig uden for vor kontrol, men ikke alt. Det er som et skuespil i hvilke scenen og den almindelige retningslinie for historien er besluttet af forfatteren, men særlige mindre detaljer er efterladt for skuespillerne at improvisere. Det må være et mysterium hvorfor han skulle have tilladt os at skabe virkelige handlinger over hovedet, men det er ikke mærkeligt at han skulle tillade os at skabe dem ved bøn end ved nogen anden medode.

Pascal sagde at Gud ”gav bønnen for at tillade hans skabelse årsagens værdighed”. Det ville måske være mere sandt at sige at han opfandt både bøn og fysisk handling for det formål. Han gav os små skabninger den værdighed at have mulighed for at bidrage til forløbet af events i to forskellige måder. Han gjorde elementerne af universet sådan at vi kan ( i de begrænsninger) gøre ting ved det; at dette er hvorfor vi kan vaske vore egne hænder og brødføde morderen af vor medskabninger. På samme måde er det, han skaber hans egen plan eller historie på sådan en måde at han tillader et bestemt mål af fri spil og som kan blive modificeret som svar på vor bøn. Hvis det er tåbeligt at bede om sejr i krig (af den årsag at Gud må vide bedst), så ville det ligevis være fjollet at tage en regnjakke på) – ved Gud ikke bedst om du skulle blive våd eller tør?

De to metoder vi er tilladt at producere events må kaldes arbejde og bøn. Begge er ligedan i denne respekt - at de begge prøver vi at producere en tilstand af en sag som Gud ikke endnu selv har villet gøre ved hans egen vilje. Og fra den standpunkt ordsprog (arbejde er bøn) tager en ny betydning. Hvad vi gør når vi behøver en mark er ikke anderledes fra hvad vi gør når vi beder for en god høst. Men der er en vigtig forskel allgevel.

Vi kan ikke være sikker på en god høst hvad end du gør ved marken. Men du kan være sikker på at hvis du trækker en ukrudt op, at det ukrudt ikke længere vil være der længere. Du kan være sikker på at hvis du drikker mere end et bestemt mål af alkohol, så vil du ødelægge dit helbred eller hvis du går videre for et par århundreder og spilder resourcerne for planeten på krig og luksus, vil du forkorte livet for hele menneskeheden. Den slags sammenhæng vi udarbejder ved arbejde er, så at sige, guddommeligt garanteret, og derfor nådeløs. Ved den vi er fri til at gøre os selv så meget skade som vi ønsker. Men den slags vi udøver ved bøn er ikke som den; Gud har efterladt diskretionær magt. Havde han ikke gjort så, vil bøn være en aktivitet for farlig for mennesket og skulle have den forfærdelige tilstand forudset af Juvenal: ”enorme bønner som himlen i vrede giver.”

Bøn er ikke altid, i den rå form af ordet, givet. Dette er ikke fordi bøn er en svag form for årsag, men fordi det er en stærkere slags. Når den virker i det hele taget, virker den ubegrænset i tid og rum. Dette er hvorfor Gud har skønnet at holde tilbage det at give og nægte det; undtagen på den betingelse at bønnen ville ødelægge os. Det er ikke usandsynligt for en ”headmaster” at sige, ”så og så ting må du gøre i henhold til de fastsatte regler af denne skole. Men så og så andre ting er for farlige at blive overladt til de almindelige regler. Hvis du ønsker at gøre dem så må du komme og bede om det og snakke om det hele med mig i mit studieværelse. Og så vil vi se.

Brug af denne hjemmeside © Et kald til bøn 2018 - design: O Madsen Media